EUX hos Aquagain

Hos Aquagain føler vi stort ansvar for at stille lærepladser til rådighed og uddanne dygtige fagfolk.

Det betyder også meget for os at give vores medarbejdere mulighed for og plads til at udvikle sig og følge deres interesser. Vi tilpasser gerne virksomheden og jobfunktioner til vores medarbejdere, således at det er menneskerne hos Aquagain, der former rammerne og ikke omvendt.

Hos Aquagain er der plads til at vokse og til at skifte spor; Du kan starte som fejedreng og blive smed, formand, overmontør, teknisk designer, projektleder osv. alt efter, hvor dine drømme leder dig hen.

Det er derfor helt i tråd med ånden hos Aquagain, at vores to nyeste smedelærlinge Christoffer Nielsen og Søren Dybbroe Thews er EUX-lærlinge. EUX-uddannelsen giver dem både et svendebrev og en studenterhue og dermed næsten uanede muligheder for videreuddannelse.

Christoffer og Søren kombinerer erhvervsuddannelsen som faglært smed med en gymnasial eksamen. Eux-uddannelsen, der varer 4 år, består af et grundforløb og et hovedforløb og er bygget op som en almindelig erhvervsuddannelse. Eux-uddannelsen indeholder både praktik og den fulde skoleundervisning fra erhvervsuddannelsen, men grundfag og valgfag er skiftet ud med fag på gymnasialt niveau.

Hos Aquagain sørger vi for, at de 2 unge mænd, og alle vores andre lærlinge, kommer rundt i hele vores produktion og læres grundigt op i smedefagets forskellige områder, lige som de kommer med en overmontør på mange forskelligartede montageopgaver.

Christoffer og Søren har begge, efter et efterskoleophold, valgt EUX-uddannelsen fordi de gerne vil holde muligheden for videreuddannelse åben. Men de har også det til fælles, at valget af smedeuddannelsen bunder i en glæde ved håndværket.

Søren er opvokset på landet, hvor hans far har et stort landbrug. Her har han altid nydt at hjælpe til - også i maskinhuset, når der skal repareres og svejses. Selvom landbruget har en stor plads i Sørens hjerte, faldt valget på smedeuddannelsen, fordi han ville afprøve sin egen vej og have et solidt fagligt fundament, der kan bygges videre på.

Christoffer går i sin bedstefars fodspor, selvom han nok synes, at skoene er svære at fylde, for Christoffers bedstefar er smed og de to har brugt mange timer sammen, hvor erfaring og håndværk er blevet givet videre på tværs af generationer. Christoffers bedstefar må være en særlig mand, for det er lykkes ham at plante gløden og glæden ved smedefaget i Christoffer. Valg af uddannelse var derfor ikke svært for ham, dog supplerer han smedefaget med EUX, så han kan videreuddanne sig senere, hvis lysten skulle opstå.

Christoffer og Søren er begge to allerede dygtige og videbegærlige lærlinge, som det glæder os at få lov til at oplære i spildevandsbranchen. Og skulle de få lyst til at skifte spor, er der også plads til det hos Aquagain.